-
Danske virksomheder skal være klar til mobilisering i krigssituation
Source: BDK Finans / 26 Nov 2024 01:16:32 America/New_York
Frygten for samfundslammende cyberangreb, sabotage eller direkte militære angreb vokser i store dele af Europa i øjeblikket, i takt med at fronterne omkring krigen i Ukraine bliver stadigt mere ustabile. Seneste kunne den tyske Frankfurter Allgemeine afsløre, at de tyske myndigheder opererer med en foreløbig 1.000 sider lang kriseplan, »Operation Deutschland«, som blandt andet skal forberede tyske virksomheder på krig, så fødevareforsyning, transport og lægemiddelleverancer er intakte. »Det er relativt nyt, at vi også begynder at tænke, hvad nu hvis, der kommer krig eller andre alvorlige hændelser. Derfor vil vi gerne have et godt samarbejde, sådan som vi allerede har på for eksempel energiforsyningsområdet,« siger Brian Mikkelsen. Herhjemme arbejder danske virksomheder nu med stadig større intensitet med beredskabsplanlægning, og interessen for at bidrage til beredskabet, hvis der skulle opstå en krigssituation, er stor, lyder meldingen fra både Dansk Erhverv og Dansk Industri. Men der skal mere fart på, mener dansk erhvervsliv, både når det handler om beskyttelse af virksomhedernes interesser, og når det handler om, hvordan virksomhederne kan hjælpe med at passe på samfundet i tilfælde af alvorlige kriser og krig. Hos Dansk Erhverv opfordrer Brian Mikkelsen, til at det offentlige og private virksomheder indleder et intensivt samarbejde om at at lave beredskabsplaner, som også omfatter eventuelle krigsscenarier. Løn til reservesoldater Brian Mikkelsen fortæller, at Dansk Erhverv allerede i dag har en tæt dialog, som foregår flere gange om ugen, med Beredskabsministeriet. Den dialog kommer tidligere forsvarsminister og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen formentlig til at stå for fremover, efter at det mandag blev offentliggjort, at han skal være vicedirektør med ansvar for blandt andet beredskab fremover. »Men det kan også være i forhold til hele forsvarssamarbejdet via Interforce, som jeg også selv har haft møder med. Vi kan godt se, at erhvervslivet samarbejder med forsvaret om øvelser, som foregår på virksomhedernes lokaliteter,« siger Brian Mikkelsen. Interforce er en organisation, der er tilknyttet Forsvarskommandoen og står for de reservestyrker, forsvaret råder over. For et års tid siden indgik Interforce et samarbejde med erhvervslivet og aftaler med en række store dansk erhvervsvirksomheder, som blandt andre Danske Bank og Danfoss. Som en del af aftalerne med de enkelte virksomheder kan Forsvarets reservister eller frivillige, der arbejder i virksomhederne få løn i mindst fem dage til at deltage i uddannelse, øvelser eller anden samfundsmæssig tjeneste. Siden har en række andre virksomheder tilsluttet sig ordningen, senest den danske medicinalkoncern Novo Nordisk. Hos Dansk Industri bekræfter politisk direktør Morten Høyer, at interessen for at bidrage i krisesituationer generelt er stor blandt virksomhederne. Han understreger dog, at skulle det værst tænkelige ske, og Danmark ender i krig eller står over for militære trusler, så er det op til regeringen og Forsvarsministeriet og i sidste instans Folketinget at træffe de nødvendige beredskabsbeslutninger. Stor bekymring blandt virksomhederne I dag har de fleste danske virksomheder beredskabsplaner for, hvad de gør i tilfælde af nedbrud i energisystemet, og stadig flere virksomheder får også beredskabsplaner for, hvad de skal gøre i tilfælde af cybertrusler, hybridangreb og andre typer angreb uden egentlig afsender. Ifølge Dansk Industri er der dog stadig plads til forbedring, når det handler om at passe på virksomhederne. »70 procent af Dansk Industris medlemsvirksomheder er bekymrede for, om deres forretning bliver påvirket negativt af trusler de kommende år. Der er brug for mere oplysning og flere initiativer for at beskytte blandt andet kritisk infrastruktur,« siger politisk direktør Morten Høyer fra Dansk Industri. Men virksomhederne er også parate til at tage samfundsansvar i de værst tænkelige situationer. I sommer tog Falcks topchef, Jakob Riis, initiativet til »Virksomhedsberedskabet«, bakket op af både Dansk Erhverv og Dansk Industri. Det skete med et ønske om at gøre op med en mentalitet om, at staten og det offentlige håndterer alle problemer. Mobilisering af 200.000 firmaer Interessen for initiativet har ifølge både Dansk Erhverv og Dansk Industri været stor, og der arbejdes lige nu på en mere sammenhængende plan, som ifølge Berlingskes oplysninger kan blive meldt ud allerede inden årets udgang. Virksomhedsberedskabet arbejder blandt andet med lokale planer, som hvem der sørger for, at der er drikkevand nok på lager i lokale butikker i tilfælde af problemer med vandforsyningen, hvordan man sikrer, at fødevarer kommer frem til butikker i nødstilfælde, eller hvad man gør med ældre mennesker på plejehjemmene, hvis der ikke er strøm. Men virksomhederne er ifølge Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv parate til at gå langt videre end det. »Vi skal have styrket det danske kriseberedskab ved at mobilisere de ressourcer, der findes i over 200.000 danske virksomheder. Det kan være materiel, fødevarer, brændstof, køretøjer og fornødenheder, som kan aktiveres,« siger Brian Mikkelsen. »Det kan være regionale og nationale kriser, og hvis der bliver krig,« siger han. Som eksempel nævner han, at store dansk detailkædevirksomheder som Salling Group kunne gå forrest, når det handler om fødevareforsyning, mens andre store virksomheder kunne gå forrest inden for byggeri. Men det kræver et styrket samarbejde mellem offentlige myndigheder – herunder det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab med Torsten Schack Pedersen (V) i spidsen. »Det er i samarbejder mellem det offentlige og private virksomheder, at vi løser udfordringerne, og det vil vi også kunne gøre i krigssituationer. Jeg tror, at netop det tætte samarbejde mellem offentlige myndigheder og private virksomheder er det unikke i Danmark i forhold til for eksempel Tyskland,« siger Brian Mikkelsen. »Derfor er det afgørende, at vi som samfund forholder os til den virkelighed både i det offentlige og den private sektor,« tilføjer han. Torsten Schack Pedersen mener, at hele samfundet skal mere på banen, herunder også erhvervslivet. »Jeg oplever rigtig stor villighed fra virksomhederne og deres organisationer til at kaste sig ind i dette arbejde. Det handler både om, at de kan se, at det er i deres egen interesse, men også om, at de kerer sig om samfundet,« lyder det fra Torsten Schack Pedersen i en e-mail til Berlingske. Han understreger, at der er tale om en udfordringer, som kan løses i fællesskab. Derfor hilser han initiativer som Virksomhedsberedskabet varmt velkomment. »Jeg er ikke i tvivl om, at der i erhvervslivet findes særlige kompetencer og materiel, som kan være relevante og nødvendige for myndighederne at trække på ifm. større hændelser og kriser – ligesom vi så det under coronapandemien,« udtaler beredskabsministeren. Brian Mikkelsen er heller ikke tvivl om, at virksomhederne skal spille en rolle, og at det haster. »Der er ingen tvivl om, at vi lever i urolige tider, og at vi står på en brændende platform. Der er jo krig på vores eget kontinent, vi ser sabotage af infrastrukturen, og der sker voldsomme vejrhændelser,« siger Brian Mikkelsen. https://www.berlingske.dk/business/danske-virksomheder-skal-vaere-klar-til-mobilisering-i-krigssituation